DCH Varde IPO-R, brugshundehold
IPO-R programmet består af tre hovedretninger: ruinsøg, områdesøg eller spor. Alle hovedretninger er niveauopdelt i en egnethedsprøve (V-prøve), et A- trin og endeligt et B- trin. Der afholdes prøver flere gange årligt i Danmark. Alle tre hovedretninger kombineres med en lydighedsdel, der bedømmer hundens miljøstabilitet og gennerelle lydighed.
Det primære i IPO-R programmet er samarbejdet mellem hund og hundefører. Det er træning af et hundeteam, der selvstændigt skal kunne løse opgaver igennem et samarbejde mellem hund og hundefører.
Løsningen af opgaven er det primære, og derfor er programmets lydighedsdel sammensat sådan at en hund der behersker lydighedsdelen også kan arbejde effektivt under løsning af opgaver.
Danmarks civile Hundeførerforening, lokalafdeling Varde, tilbyder nu brugshundetræning efter IPO-R programmet, hvor træningen fokuserer på lydighedsdelen, spor og områdesøg.
Deltagelse på holdet forudsætter, at hunden er socialiseret og kan de grundlæggende kommandoer.
Det er ikke et begynderhold og holdet kan ikke erstatte deltagelsen på eksempelvis hvalpehold m.m.